KILDE: CARE (organisationen CARE er Care For Others’ samarbejdspartner i Sudan)
Skrevet af: Sarah Easter, CAREs kommunikationsmedarbejder for nødsituationer.
Klasseværelset i en by i det østlige Sudan lugter svagt af kridtstøv og den varme plast fra de gule vanddunke, der står langs væggen. Skoleborde, der engang var fyldt med børnenes notesbøger og kuglepenne, fungerer nu som senge. Det er her, Fatima (opdigtet navn), 22 år, sover sammen med sine to sønner. Den ældste, som kun er fem år, trækker en stor gul vanddunk hen over gulvet, næsten lige så høj som ham selv. Han tørrer skolebordene af, rydder op og bærer et ansvar, der er langt tungere end hans lille krop. Hans lillebror på fire år sidder stille på en stol ved siden af deres mor med blikket rettet mod hende og iagttager hende, mens hun taler.
Fatimas blik løfter sig aldrig fra gulvet. Hun fokuserer på et enkelt punkt i støvet, som om hun holder sig fast i det. Hendes stemme er rolig, men fjern. Når hun tørrer øjnene med sit tørklæde, bemærker hendes sønner det med det samme. De bliver stille, og deres små kroppe afspejler hendes sorg.
“Min mand transporterede varer. Vi levede fredeligt og havde en god indkomst. Den dag krigen begyndte, var min mand på arbejde, og jeg var alene hjemme med mine sønner. Det var dér, tre bevæbnede mænd kom ind. De ledte efter biler, de kunne stjæle. En af mændene råbte til de andre: ‘Jeg fandt ikke en bil, men jeg fandt en køn pige.’ Derefter råbte han til mig, at han ville tage mig med og bortføre mig,” husker fatima.
Hun bad sin ældste søn – som kun var tre år på det tidspunkt – om at tage sin lillebror og løbe udenfor.
“Jeg afledte mandens opmærksomhed ved at råbe til ham, at han hellere skulle skyde mig end tage mig med. Derefter forsøgte han at voldtage mig på gulvet. Han skubbede og trak i mig og kradsede mig på halsen med sine negle. Det lykkedes mig at rive mig løs, og jeg løb over til naboerne.”
Hun holder en pause, mens hendes hænder strammer sig i skødet.
“Min mand spurgte mig senere, om jeg var blevet voldtaget. Jeg fortalte ham, at jeg var sluppet væk. Han troede ikke på mig og blev derefter skilt fra mig.”
Mens hun taler, lægger hendes yngste søn forsigtigt en hånd på hendes skulder.
Gift med en fremmed
Fatima ryster langsomt på hovedet.
“Jeg havde aldrig forestillet mig, at noget som dette ville ske for os. For mig. Vi var langt væk fra den oprindelige konflikt. Jeg troede aldrig, at det var virkeligt, og at de voldtægter, vi hørte om, var virkelige. Selv efter det, der er sket med mig, kan jeg stadig ikke forstå, hvad der sker i mit land.”
Hendes mand forlod hende. Hans familie afbrød al kontakt med hende. For dem eksisterer hun ikke længere.
Fatima har allerede levet et helt liv, hvor hun er blevet bragt til tavshed, og hun erfarede i en meget tidlig alder, hvad det vil sige at være kvinde i Sudan. Hun blev født i 2002 og var allerede gift som 15-årig.
“Jeg klarede mig så godt i skolen. Jeg fik de bedste karakterer. Men min onkel insisterede på, at jeg skulle giftes. Jeg havde ingen mulighed for at sige nej.”
Hun blev giftet bort til en fremmed. En uge før brylluppet mødte hun ham for første gang. Han var dobbelt så gammel som hende.
“Jeg blev gravid meget hurtigt, så jeg måtte droppe ud af gymnasiet. Familiemedlemmer kritiserede mig, fordi jeg ønskede at gøre min uddannelse færdig. De sagde, at jeg skulle være mor, og at jeg svigtede mit barn. Presset var for stort, så jeg måtte stoppe i skolen. Det knuste mit hjerte.”
Hendes tidligere klassekammerater er nu sygeplejersker, læger og lærere. Fatima ser ned på sine hænder.
“Jeg blev efterladt. Nu er jeg ingenting. Jeg er skilt, fordrevet og arbejdsløs, og jeg er kvinden, der blev angrebet af en mand under konflikten. I dag sover jeg på en tidligere elevs gamle skolebord i en skole og håber på at overleve den næste dag. Vi er nødt til at gøre mere for kvinder. Jeg ønsker at blive hørt og have en stemme og ikke skulle kæmpe for at overleve hver eneste dag.”
Tvunget til tavshed
Fatima flygtede fra Sydkordofan til denne skole sammen med sine to sønner på ladet af en lastbil. Nu vasker hun tøj for naboerne, når hun kan, for at tjene nogle få mønter. Hun tjener højst to dollars om dagen og ofte ingenting. Indkomsten er ikke engang nok til at dække de mest basale fødevarer – og slet ikke til at forkæle dem med noget, de engang betragtede som helt almindeligt.
“Jeg ved ikke engang, hvornår jeg sidst havde mulighed for at give mine børn småkager,” hvisker hun.
“Mine sønner forstår ikke rigtig, hvad der er sket med os, men de presser mig heller ikke eller beder mig om ting. De ved, at vi ikke har råd.”
Alligevel insisterer hun på, at de går i skole, når lærerne kommer – to dage om ugen, mandag og torsdag. Uddannelse er vigtig for hende. Det er det, der blev taget fra hende.
Selve skoleområdet har forandret sig med CAREs støtte. Hvor der tidligere kun var beskidt vand og sygdom, står der nu tre store vandtanke, som hver kan rumme 20.000 liter og bliver fyldt op to gange om ugen. Tilsammen forsyner de 137 mennesker på denne ene skole.
“Nu er vandsituationen blevet bedre. Vi bliver ikke så ofte syge af at drikke beskidt vand, og vi behøver ikke at købe dyrt drikkevand,” siger Fatima. Hendes stemme løfter sig kortvarigt, og et svagt smil viser sig.
Men det er ikke nok blot at overleve.
“Der er meget, der skal gøres for os kvinder i Sudan. Kvinder kan ikke udvikle sig. Vi sidder fast.”
Hun ønsker sig noget andet, noget mere varigt end den daglige kamp. Hendes største ønske er at fortsætte i skolen og blive sygeplejerske.
“Jeg vil gerne hjælpe mennesker. I min landsby er sygeplejersker meget respekterede. For mig er det som et symbol. Jeg ønsker at blive set og hørt. Jeg ønsker, at folk spørger om min mening. Hvis jeg var sygeplejerske, kunne jeg træffe mine egne beslutninger, og de ville blive respekteret af alle.”
Hendes ord rummer en smertefuld ironi: Den vold og stigmatisering, hun har været udsat for, tvang hende til tavshed. Hendes rigtige navn er udeladt fra denne historie, og hendes ansigt er skjult. Hun ønsker at blive set, men krigen og det, der er sket med hende, tvinger hende til at skjule sig bag en maske; ellers bringer hun sig selv og sine sønner i fare. Hun ønsker at blive hørt, men hun kan kun fortælle sin historie i klasseværelsernes private rum med stemmen sænket til en hvisken.
Under denne konflikt er antallet af mennesker, der risikerer at blive udsat for kønsbaseret vold, mere end tredoblet til anslået 12,1 millioner mennesker, svarende til 25 procent af befolkningen. Antallet af overlevende efter kønsbaseret vold, der søgte hjælp, steg med 288 procent, og mange af de overlevende var små børn. De yngste rapporterede overlevende var fire etårige børn.² Der findes ikke præcise tal for antallet af tilfælde, da de fleste aldrig bliver anmeldt. De fleste får aldrig den nødvendige hjælp. Mange er for bange eller traumatiserede til at tale om deres oplevelser. Fatima var modig nok til at bryde sin tavshed, mens hendes liv vender tilbage til klasseværelset – engang den fremtid, hun mistede, og nu brugt som et skrøbeligt tilflugtssted. Hun lever blandt skoleborde og tavler, der minder hende om den vej, som blev afbrudt, om de stemmer, der stadig venter på at blive hørt, og om håbet om, at kvinder i Sudan igen vil blive set.
Artiklen er skrevet af Sarah Easter og oprindeligt udgivet af CARE.