Den humanitære situation i Gaza og vores indsats
Situationen i Gaza er efterhånden os alle kendt. Omkring 74.228 er dræbt og 175.188 er såret. Bag tallene står mennesker og familier, hvis liv er forandret for altid (Kilde: WHO/Health Cluster, baseret på det palæstinensiske sundhedsministerium. Senest opdateret 2. oktober 2026.)
Store dele af infrastrukturen er ødelagt, sundhedssystemet er under massivt pres, og mange familier lever som internt fordrevne med begrænset adgang til basale fornødenheder.
Adgangen til vand, sundhedsydelser, mad, husly og grundlæggende sanitære forhold er stærkt udfordret. Ifølge OCHA har 94 % af Gazas befolkning akut behov for husly og basale husholdningsartikler, mens mange familier fortsat bor i telte og midlertidige boliger.
Situationen ændrer sig hurtigt, og behovene kan være forskellige fra uge til uge. Derfor tilpasses den humanitære indsats løbende til forholdene på jorden.
Vores hjælp i Gaza
Situationen i Gaza ændrer sig hurtigt, og det samme gør behovene og mulighederne for at få hjælpen frem. Derfor er vores indsats ikke bundet til én bestemt type nødhjælp. Vi tilpasser løbende hjælpen sammen med vores samarbejdspartnere efter, hvad der er mest nødvendigt og muligt under de aktuelle forhold.
Blandt vores indsatser har været:
Renovering af Al-Aqsa Hospital (igangværende)
I Ramadan 2026 indsamlede vi 1,9 mio. kr. til renoveringen af barselsafdelingen på Al-Aqsa Hospital i Deir al-Balah. Arbejdet er i gang og skal skabe bedre og mere sikre forhold for gravide kvinder, nyfødte og hospitalets personale.
Læs mere om vores indsats og fremskridtene her.


Hjælp til spædbørn og småbørn
Vi har nyligt støttet uddeling af bleer til familier med spædbørn og småbørn – en basal nødvendighed, som under de nuværende forhold kan være meget vanskelig at skaffe. Vores indsats handler særligt om at lytte til de mennesker, vi hjælper, og tilpasse hjælpen efter de behov, de står med lige nu.


Fødevarehjælp og måltider
Vi har løbende støttet familier i Gaza med fødevarehjælp. Indsatsen har blandt andet omfattet uddeling af fødevarepakker, varme måltider og fælles iftar under Ramadan, hvor lokalsamfund har kunnet bryde fasten sammen.




Hjælp til familier fra Gaza i Egypten
En del af vores indsats har også indbefattet støtte til palæstinensiske familier, som er flygtet fra Gaza til Egypten, med blandt andet kontantstøtte, psykosocial hjælp til børn samt hjælp til forældre og omsorgspersoner med konkrete redskaber til at håndtere stress og andre psykiske udfordringer.




Kontantstøtte
Når lokale markeder fungerer, og forholdene gør det muligt, har vi støttet familier gennem kontant hjælp, så de selv kan prioritere deres mest presserende behov. Gennem direkte pengetransfer modtog familier økonomisk støtte.


Forbedringer i flygtningelejre
Vi har også støttet konkrete forbedringer af forholdene i flygtningelejre i Gaza, hvor mange internt fordrevne familier opholder sig under meget vanskelige forhold.
Indsatserne har blandt andet omfattet etablering af et afløbssystem til spildevand, lave en ovn, der kunne hjælpe med at brødføde de internt fordrevne famlier m.m. Formålet har været at forbedre de sanitære forhold og skabe tryggere og mere tilgængelige områder for de familier, der bor i lejrene.




Ovenstående er et udpluk af vores indsatser i og omkring Gaza siden oktober 2023. Hjpen tilpasses løbende efter behovene og forholdene på jorden, og derfor kan typen af indsats ændre sig over tid.
Hvordan når hjælpen frem?
Det blev grundet omstændighederne stadig sværere at arbejde i Gaza. Derfor valgte vi i Care For Others at indgå partnerskaber med større internationale NGO’er, som har ressourcerne og kapaciteten til enten at transportere lastbiler med nødhjælp ind i Gaza eller købe kommercielle varer lokalt og uddele dem til trængende familier. På den måde kan vi fortsat yde vores bidrag – også selvom forholdene langt fra er ideelle.
Hjælp os med at hjælpe Gaza
Din støtte er afgørende for, at vi kan hjælpe civilbefolkningen i Gaza.
Vores hjælp vil blive distribueret efter størst behov, således ingen mand, kvinde eller barn bliver efterladt til sig selv.